Hvad er Elevsamfundet?
Bagsværd Kostskoles Elevsamfund er for alle, som går eller har gået på Bagsværd Kostskole og Gymnasium. Elevsamfundet er et bindeled, som giver nuværende og tidligere elever mulighed for at vedligeholde venskaber, kammeratskaber og øvrige gode BK-forbindelser.
Elevsamfundet, som i dag tæller over 1000 medlemmer, har en lang historie bag sig under forskellige navne. Allerede i 1922 - 14 år efter skolens grundlæggelse - blev der oprettet en forening for gamle elever, hvis formål var at “vedligeholde og uddybe” forholdet til udgåede elever. Initiativet kom efter alt at dømme fra den daværende forstander Mollerups datter, Zelna.
Årsfesten er samlingspunktet
I mange år mødtes medlemmerne en gang om måneden i det gamle Klublokale i Stengangen til en øl i pejsens skær. Mandagsmøder blev disse sammenkomster kaldt. Og selv om det kammeratlige samvær var det vigtigste, så kunne møderne også byde på foredrag, film og diskussioner.
I dag mødes Elevsamfundets medlemmer primært til Årsfesten den første lørdag i oktober. Her samles årets studenter, gamle elever og lærere til middag og dans - i 2009 med ca. 300 deltagere.
Årets student
Elevsamfundet har siden 1961 givet en gave til Årets student - en afgangselev, som har gjort noget særligt for sin årgang. Ud over en check bestod gaven i mange år af et tin-askebæger med Elevsamfundets emblem: et blåt, emaljeret skjold med en hvid og en rød stribe. Nu dømt politisk ukorrekt, er askebægeret i dag udskiftet med en designer-øloplukker.
En historisk guldgrube
Fra 1968 til 1990 udgav en række ildsjæle fra Elevsamfundet med bl.a. Jens Adser (student fra 1957) i spidsen en serie årsskrifter med historier, anekdoter og fakta om skolen, lærere og andre ansatte og gamle elever.
Elevsamfundet er selvfølgelig også med i den om Bagsværd Kostskole og Gymnasium, som blev udgivet i anledning af skolens 100 års jubilæum i 2008.
Elevsamfundet takker HC og Birgit, lærere på BK, for den fine tekst.